Akut vinkellukningstilfælde (akut glaukom)

Revideret: 07.03.2017

Akut vinkellukningstilfælde skyldes en tillukning af kammervinklen på grund af en frembulende iris. Tilstanden ses overvejende hos ældre med fremskreden grå stær, idet linsen vokser i tykkelse ved grå stær udvikling. Tilstanden er hyppigere hos langsynede, da de oftere har korte øjne med snævre forhold. Endelig er akut vinkellukning hyppigere i den asiatiske befolkning - herunder etniske grønlændere - da deres iris ofte er meget tyk. Personer, der er opereret for grå stær, får stort set aldrig akut vinkellukning. 

Tilstanden medfører i løbet af få timer synsnedsættelse på grund af corneaødem, som kan give regnbuesyn. Der er kraftige øjensmerter med hovedpine. I sværere tilfælde ses også kvalme, opkastning og påvirket almentilstand. Øjentrykket er svært forhøjet, ofte til 40-70 mmHg. Der er ciliær injektion, og pupillen er middeldilateret og lysstiv. Øjet palperes umiskendeligt hårdere end normalt. Tilstanden bør behandles inden for nogle få timer, da den ellers giver irreversibel synsnerveskade og blivende synsnedsættelse. Ved irreversibel synsnerveskade bruges betegnelsen snævertvinklet glaukom. 

Behandlingsvejledning

Den initiale behandling er sænkning af trykket med systemisk behandling med carboanhydrasehæmmer (500 mg acetazolamid i.v.) og/eller oral behandling med glycerol (1,5 g/kg legemsvægt) blandet med saft og drikkes isafkølet. Der suppleres med øjendråber (β-blokker eller α2-agonister).  

Der gives pupilkontraherende parasympatomimetika (pilocarpin-øjendråber 2%, evt. gentaget 3-4 gange i første time efter acetazolamid og/eller glycerol). Herved trækkes den dilaterede, frembulende iris væk fra trabekelværket. På grund af trykbetinget iskæmi kan man ikke forvente, at pilocarpin virker før trykket er kommet under 50 mmHg. Når anfaldet er brudt gives pilocarpin 2% x 4 (ikke-registreret indikation), indtil kirurgisk behandling eller YAG-laser-iridotomi kan udføres i rolig fase

Der gives steroidøjendråber, indtil inflammationen er reduceret. 

Referencer

2366. European Glaucoma Society. Terminology and guidelines for glaucoma. 2016; 4th Edition:111, http://www.eugs.org/eng/EGS_guidelines4.asp (Lokaliseret 6. juni 2016)