Tobaksafhængighed

Revideret: 18.05.2017

Afhængighed af tobaksrygning består af sociale, vanemæssige, psykologiske og farmakologiske komponenter. Nicotinafhængighed spiller en væsentlig rolle i tilknytning til vedvarende rygning, specielt hos rygere, der har et dagligt forbrug over 10 cigaretter, og/eller som ryger den første cigaret tidligere end 30 min efter, at de er stået op. Komplet rygeophør opnås lettest med et totalt rygestop fra en aftalt ophørsdag. Det er dog muligt at reducere antallet af cigaretter gradvis over flere uger op til ophørsdagen, mens man anvender vareniclin. 

Behandlingsvejledning

Rygere, især dem med rygerelaterede sygdomme, bør ved rette anledning anbefales rygeafvænning ledsaget af 8-12 ugers behandling med nedennævnte midler. Medikamentel behandling kan kombineres med konsultationer med støtte og rådgivning . Præparaterne til rygeophør har vist sig effektive til patienter med hjerte-karsygdomme og KOL

Præparatvalg

Nicotinsubstitution ved rygeophør mindsker abstinenssymptomer som rastløshed og koncentrationsbesvær. Rygetrangen dæmpes og der kommer mindre stress, men personen kan dog opleve afhængighed af nicotinsubstitution.  

Vareniclin udøver sin effekt direkte på nicotinreceptorerne i hjernen, mens virkningen af bupropionSR antagelig skyldes en central noradrenerg effekt. 

 

Der er 2 førstevalgspræparater: 

  • Nicotinprodukter
  • Vareniclin

 

Som andetvalg anvendes 

  • BupropionSR

 

Man kan enten anvende nicotinprodukterne eller vareniclin som førstevalg (høj dokumentation og stort set ingen alvorlige bivirkninger). Flere store studier har vist, at der ikke er øget forekomst af alvorlige bivirkninger under behandling med vareniclin sammenlignet med placebo, dvs. heller ikke depression, selvmordstanker eller selvmordsforsøg (113, 2833, 2834,3179). Det samme gælder for få tilfælde af myocardieinfarkt . Vareniclin er mere effektivt end bupropionSR og et enkelt nicotinprodukt, men ligeværdigt med behandling med kombinationen af 2 nicotinprodukter. 

BupropionSR har en række kontraindikationer pga. lægemiddelinteraktioner og kan udløse universelle krampeanfald, hvorfor det først anvendes, når nicotinprodukter og/eller varenicline har været prøvet. BupropionSR må desuden ikke anvendes til gravide. Nortriptylin i doser på 50-75 mg kan anvendes, såfremt de 3 ovennævnte præparater ikke tåles/ønskes. 

Referencer

113. Fiore MC, Jaen CR, Baker TB et al. Treating tobacco use and dependence: 2008 Update. Clinical Practice Guideline. Rockville: MD:USDHHS, Public Health Service. 2008; , http://www.ncbi.nlm.nih.gov/books/NBK63952/ (Lokaliseret 25. maj 2016)
 
2580. Dansk Selskab for Almen Medicin. Klinisk vejledning: KOL i almen praksis - diagnostik, behandling, opfølgning, rehabilitering. 2008; , http://www.dsam.dk/flx/kliniske_vejledninger/kol_i_almen_praksis/ (Lokaliseret 6. juni 2016)
 
2833. Hughes JR, Stead LF, Hartmann-Boyce J et al. Antidepressants for smoking cessation. Cochrane Database Syst Rev. 2014; 1, http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/24402784 (Lokaliseret 25. maj 2016)
 
2834. Stead LF, Perera R, Bullen C et al. Nicotine receptor partial agonists for smoking cessation. Cochrane Database Syst Rev. 2012; 4, http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/22513936 (Lokaliseret 7. juni 2016)
 
3179. Anthenelli RM, Benowitz NL, West R et al. Neuropsychiatric safety and efficacy of varenicline, bupropion, and nicotine patch in smokers with and without psychiatric disorders (EAGLES): a double-blind, randomised, placebo-controlled clinical trial. Lancet. 2016; 18; 387 (10037), https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/27116918 (Lokaliseret 18. maj 2017)
 
3180. Sterling LH, Windle SB, Filion KB et al. Varenicline and Adverse Cardiovascular Events: A Systematic Review and Meta-Analysis of Random-ized Controlled Trials. J Am Heart Assoc. 2016; , https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/26903004 (Lokaliseret 18. maj 2017)