Raben Rosenberg Angst er en naturlig reaktion hos mennesker, og vi føler angst, når vi pludselig bliver stillet over for en faretruende situation. Ved angsttilstande er angsten alt for stærk i forhold til den reelle fare, og du kan ikke kontrollere den. Derved mindsker sygdommen din livskvalitet og din evne til at klare de daglige opgaver i familien og på arbejde. Derfor bør angsttilstande behandles.
Der er forskellige angsttilstande:
- Ved panikangst kommer angsten som et lyn fra en klar himmel, og den er meget stærk.
- Ved socialfobi kommer angsten, når du er sammen med andre mennesker. Du er bange for at dumme dig og gøre en dårlig figur.
- Ved generaliseret angst er angsten konstant til stede, og du er bekymret og ængstelig.
- Ved agorafobi tør du ikke køre i bus, gå alene i supermarkedet eller lignende steder.
- Ved enkeltfobi er du bange for bestemte ting, fx edderkopper eller små, lukkede rum.
 Risikoen for på et eller andet tidspunkt at få en angstsygdom er 20% for mænd og 30% for kvinder. Det er høje tal, som dækker over alle angstlidelser, lige fra de mildeste til de sværeste. Ældre har lavere risiko end yngre. Der er en vis arvelig tendens til angstlidelser, men de vigtigste årsager er dine psykologiske og sociale forhold, især under din opvækst, men også senere i livet. Angsten bliver ofte værre, når du bliver udsat for særlige belastninger, fx sygdom i familien eller problemer på arbejdet.
Når du er angst, er hele din krop aktiveret. Du får hjertebanken, åndenød, snurren i fingrene, trykken for brystet og uro i maven. Psykisk oplever du et stærkt ubehag, som kan stige til stærk panik og angst for at blive sindssyg eller dø. Derfor forsøger du at komme væk fra alle situationer, der udløser angsten. Fremover vil du søge at undgå sådanne situationer. Når angsten klinger af, bliver du bekymret og ærgerlig over, at du ikke kan kontrollere angsten. Nogle mennesker med angstsymptomer tror, at de har en alvorlig fysisk sygdom. Gennem samtaler med dig kan lægen stille en præcis diagnose, som er vigtig for, at du kan få den rette behandling. Lægen foretager desuden en helbredsundersøgelse for at udelukke, at du har fysiske sygdomme, der kan vise sig som angst, fx for højt stofskifte eller hjertesygdom. Det kan være nødvendigt, at du får foretaget blodprøver og får taget et elektrokardiogram af hjertet.
Angsttilstande begynder som regel i ungdomsårene, men mange søger først hjælp, når de er 20-40 år. Mange har angstsymptomer hele livet, men har gode perioder og dårlige perioder. Hvis du har en angstlidelse, har du øget risiko for at få en depression eller udvikle alkoholmisbrug. For mange er information og rådgivning om, hvordan de skal klare de situationer, der fremkalder angst, tilstrækkeligt.
Andre kan hjælpes med angstdæmpende medicin eller psykoterapi (samtale- og adfærdsterapi). De to behandlingsformer kan tit med fordel kombineres.
Der er flere typer af angstdæmpende medicin. De virker på forskellige måder, og lægen vælger medicin ud fra den angstlidelse, du har. De fleste med angstlidelser opnår god virkning med lægemidler, der bruges mod depression, og disse lægemidler er i dag førstevalg til behandling af angst.

Der er mange forskellige benzodiazepiner på markedet. Midlerne har næsten de samme virkninger og bivirkninger, og de adskiller sig især på den måde, hvorpå de omdannes i kroppen, og hvor længe de virker. Nogle midler virker i 6-8 timer, andre i flere dage. Det er sådanne forskelle, der er grunden til, at nogle benzodiazepiner bruges som sovemidler og andre mod angst. Benzodiazepiner fremmer virkningen af signalstoffet GABA (gamma-amino-smørsyre) i hjernen.
Benzodiazepiner kan føre til afhængighed efter 4-8 ugers behandling. Du må ikke pludseligt holde op med behandlingen, men skal nedsætte den daglige dosis gradvist over nogle uger eller evt. måneder. I modsat fald kan du få ubehagelige abstinenser, fx angst, uro og søvnproblemer. Nogle bruger benzodiazepiner som egentlige rusmidler og kan udvikle svær afhængighed med indtagelse af store daglige mængder. Benzodiazepiner bør derfor i almindelighed kun ordineres til korttidsbehandling inden for dage eller få uger.
|
 |
Buspiron tilhører en anden kemisk gruppe end benzodiazepiner, og det anvendes ved generaliseret angst. Den angstdæmpende virkning skyldes, at stoffet påvirker signalstoffet serotonin, som spiller en vigtig rolle ved angst. Den maksimale virkning indtræder først efter 3-4 ugers behandling.
|
 |
Hydroxizin tilhører en gruppe lægemidler, der benyttes mod visse allergiske sygdomme og køresyge (antihistaminer). Det er det eneste antihistamin, der bruges som angstdæmpende middel. Det har en beroligende og angstdæmpende virkning, der skyldes, at stoffet påvirker signalstoffet histamin i hjernen.
|
 |
Acepromazin har en beroligende og angstdæmpende virkning til fælles med midler, som anvendes mod psykoser. Midlet påvirker forskellige signalstoffer i hjernen.
|
 |
Pregabalin tilhører en anden kemisk gruppe end benzodiazepiner og virker ved at binde sig til kaliumkanaler i cellen. Det er et relativt nyt lægemiddel i angstbehandlingen. Det anvendes primært ved en bestemt angsttilstand kaldet generaliseret angst.
|
 Revideret: 08-06-2010 |
|
|