Bakteriel øjenbetændelse

Revideret: 23.03.2017

De typiske symptomer ved bakteriel conjunctivitis er tyktflydende gult flåd, sammenklistring af øjenlåg især om morgenen, grusfornemmelse og konjunktival injektion, hvor et eller begge øjne er involverede. 

Behandlingsvejledning

 

Non-farmakologisk behandling
Let øjenbetændelse uden pus kan behandles uden brug af antibiotika ved at skylle øjet i saltvand. 

Småbørn kan have vedvarende øjenbetændelse på grund af snævre tåreveje. Oftest vokser barnet sig til større tårekanaler, og symptomerne forsvinder. Behandling er aftørring med saltvand. Er symptomerne ikke svundet ved 2-års-alderen, henvises til øjenlæge. 

Farmakologisk behandling
Svær conjunctivitis bør behandles med antibiotika. 

For yderligere se også øjenbetændelse hos børn og øjenbetændelse hos nyfødte

 

Præparatvalg

Som førstevalgspræparat bruges chloramphenicol, fusidinsyre eller tobramycin, se lokalbehandling af øjeninfektion

 

Chloramphenicol dråber skal appliceres 6 gange dgl., hvorimod fusidin-depotøjendråber og tobramycin-øjendråber kun skal doseres 2 gange i døgnet og har dermed formentlig bedre compliance. Fusidinsyre er dog mindre virksomt over for Haemophilus influenzae og Streptoccocus pneumoniae, som er en hyppig bakterie hos mindre børn . Øjenbetændelse ved samtidig øvre luftvejsinfektion eller otit bør ikke behandles med fusidin-øjendråber, da Haemophilus influenzae og Streptoccocus pneumoniae er hyppigt forekommende ved disse infektioner. 

 

Tobramycin vælges ved kontaktlinsebrugere, da stoffet er aktivt over for pseudomonas, som hyppigt findes hos kontaktlinsebrugere. 

 

Behandlingen fortsættes i 2 dage efter symptomophør, normalt ikke længere end 2 uger i alt. Ved dyrkningspositiv chlamydia-infektion anvendes clarithromycin (nyfødte) oralt eller azithromycin (voksne) som øjendråber og/eller oralt.
Hvis der ikke opnås bedring efter 3 til 4 dages behandling, kan man skifte til et andet antibiotikum blandt de nævnte. Såfremt der ikke forekommer bedring efter endnu 3 til 4 dage ved brug af andet præparat, kan det være relevant at lave en dyrkning fra conjunctiva, og patienten henvises til øjenlæge. Fluorquinoloner bør forbeholdes alvorlige infektioner som keratitis. 

 

Ved okulær chlamydia-infektion må samtidig uretrit mistænkes. Her skal partner også undersøges. 

Referencer

2029. Høvding G. Acute bacterial conjunctivitis. Acta Ophthalmol. 2008; 86:5-17, http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/17970823 (Lokaliseret 1. juni 2016)