Sygdomme i næse og bihuler

Revideret: 03.04.2017

Akut viral rhinosinuitis(Forkølelse) 

Forkølelse eller akut viral rhinosinuitis er en infektion i hele næse-bihule-systemet. Definitionen af akut viral rhinosinuitis ved voksne er pludselig start af to eller flere af følgende symptomer: 

  • Næsetilstopning
  • Næseflåd
  • Ansigtssmerter/tryk
  • Nedsat/ophævet lugtesans.

 

Forkølelse er hyppig, specielt i de første leveår, for derefter at aftage med alderen. Sygdommen skyldes en virusinfektion og i næsten 80% af tilfældene rhinovirus. Tilstanden er selvlimiterende og varer under 10 dage. Sygdomsbilledet præges af nasalflåd, nasalstenose, trykken i mellemansigtet og/eller nedsat lugtesans. Symptomerne topper oftest på andendagen.

Akut postviral rhinosinuitis 

Er en komplikation til forkølelse. Sygdommen opstår som følge af hæmning af den mukociliære transport samt kompromitteret afløb fra bihulerne på grund af inflammatorisk ødem i både næse og bihuler. Symptomerne er som ved forkølelse, men man taler pr. definition om akut postviral rhinosinuitis, hvis symptomerne forværres efter 5 dage eller varer ud over 10 dage. Diagnosen stilles klinisk. Feber, pusstriber under meatus media eller på pharynx bagvæg samt forhøjede eller stigende CRP-værdier efter en uges forløb støtter mistanken om en bakteriel infektion. En lav eller normal CRP tyder på, at sygdommen skyldes en virusinfektion.  

 

Akut bakteriel rhinosinuitis 

Akut bakteriel rhinosinuitis skal mistænkes, hvis en patient har 3 eller flere af følgende symptomer 

  • Ensidig ildelugtende pus fra næsehulen
  • Ensidig svære ansigtssmerter
  • Feber over 38ºC
  • Forhøjet CRP/SR
  • Symptomforværring efter 5 dage.

Trykømhed over bihuler og purulent sekret under concha media og i nasopharynx ved rhinoskopi styrker mistanken om en bakteriel infektion. Der bør altid foretages inspektion af mundhulen, og tandstatus skal vurderes med henblik på afklaring af et eventuelt odontogent fokus. 

 

Kronisk rhinosinuitis 

Varer tilstanden over 12 uger taler man om kronisk rhinosinuitis. Kronisk rhinosinuiutis inddeles i kronisk rhinosinuitis med og uden polypper. 

 

Kronisk rhinosinuitis med næsepolypper 

Ved denne sygdom findes vandige ødematøse slimhindeudposninger, som oftest udgår fra ethmoidalcellerne. De betragtes som en del af symptombilledet ved kronisk rhinosinuitis. Symptomerne består i progredierende nasalstenose, nasalsekretion anteriort og posteriort og aftagende lugte- og smagssans. 

 

Kronisk rhinosinuitis uden næsepolypper 

Der er tale om en vifte af tilstande. Specielt skal nævnes rhinosinuitis medicamentosa ved langvarig brug af detumescerende næsemidler, den non-allergiske helårsrhinosinuitis med eosinofil inflammation og rhinosinuitis med løbenæse ved autonom dysfunktion. 

Gravide kan få en hormonelt udløst nasalstenose, som kan simulere langvarig forkølelse eller allergi.  


Allergisk rhinosinuitis 

Skyldes en IgE-medieret inflammation i næseslimhinden. Sygdommen forekommer i en intermitterende og en persisterende form, og symptomerne inddeles i milde, moderate og svære. Allergisk rhinosinuitis kan optræde sæsonrelateret (høfeber) ved pollenallergi, og sygdommen kan være årstidsuafhængig ved allergi mod fx kæledyr og husstøvmider. Symptomerne er nasalflåd, -kløe, -stenose og nysen samt almensymptomer som søvnbesvær, træthed m.m. I den persisterende form er nasalstenosen dominerende. Allergisk rhinosinuitis ledsages ofte af samtidig allergisk conjunctivitis. Derudover er allergisk rhinosinuitis forbundet med en højere risiko for udvikling af astma, hvilket også gælder for non-allergisk rhinosinuitis.  

Behandlingsvejledning

Akut viral rhinosinuitis(Forkølelse

Kan lindres symptomatisk med analgetika, detumescerende midler (adrenergika) og nasal lavage, hvor slimhindeødemet hæmmes, hvorved der genskabes luftpassage gennem næsen. Zink i doser over 75 mg/dag kan reducere varigheden og sværhedsgraden af forkølelse, hvis det indtages indenfor 24 timer efter symptomdebut .

Akut postviral rhinosinuitis 

Behandles ved lette og moderate symptomer med nasalsteroid og analgetika. Detumescerende næsedråber kan have en symptomlindrende effekt, men påvirker ikke forløbet af sygdommen. Ved påvirket almentilstand eller mistanke om bakteriel ætiologi suppleres med antibiotika. 

 

Akut bakteriel rhinosinuitis (ABRS) 

Hos patienter, der udvikler ABRS, kan der oftest påvises pneumokokker, Haemophilus influenzae, Moraxella catarrhalis, Staphylococcus aureus eller hæmolytiske streptokokker Gruppe A. 

Penicillin V er førstevalg. Den anbefalede dosis er sædvanligvis høj nok til at frembringe en effektiv antibiotikakoncentration over for de fleste bakterier. Dog er H. Influenzae ikke følsom for penicillin V i den givne dosering, og ydermere kan behandlingssvigt skyldes, at patienten huser penicillinaseproducerende bakterier, som ødelægger penicillin V. Hvis patienten ikke responderer på behandlingen efter nogle få dage, eller patienten udvikler recidiv, anbefales skift til amoxicillin med clavulansyre. 

 

Kronisk rhinosinuitis med næsepolypper 

Ved første kontakt bør patienter med polypper biopteres for at udelukke anden ætiologi, også ved bilateral sygdom. Der foreligger god evidens for behandling med både lokal og systemisk steroid.  

Saltvandsskyldninger af næsen (fysiologisk sterilt saltvand) anbefales som adjuverende behandling til nasal steroid. Antibiotika anbefales ikke.  

Patienter som ikke responderer på ovennævnte medicinske behandling anbefales kirurgisk behandling med resektion af polypper og ethmoid og åbning af bihulerne (FESS). 

 

Kronisk rhinosinuitis uden næsepolypper 

Lokal steroid anbefales, men der er ikke evidens for systemisk steroid. Saltvandsskyldninger af næsen er symptomlindrende og adjuvernde behandling til lokal steroid. Makrolidbehandling med roxithromycin 150mg 1 gang dgl. i 2-3 måneder kan forsøges, specielt hos patienter med normal serum-IgE.  

Kirurgisk behandling med resektion af ethmoidet og åbning af bihulerne anbefales ved manglende respons på medicinsk behandling.  


Allergisk rhinosinuitis 

Lette symptomer behandles primært med antihistamin systemisk eller lokalt, såfremt det ikke er muligt at opnå symptomfrihed ved at undgå udsættelse for allergenet. Antihistamin kan ved lette symptomer anvendes p.n. ved intermitterende behov og i fast dosering ved persisterende symptomer.

Ved moderate eller svære symptomer har nasalsteroider bedre effekt end antihistamin på samtlige næsesymptomer. Det har i modsætning til antihistamin også god effekt på nasalstenose, og nasalsteroid er den primære behandling, hvis nasalstenosen er det dominerende symptom. Nasalsteroid skal anvendes regelmæssigt for at få optimal effekt. Antihistaminer kan anvendes ved intermitterende og persisterende allergisk rhinosinuitis af moderat og svær grad, hvis kløe, nysen og sekretion er de dominerende symptomer, eller hvis patienten kun ønsker at medicinere p.n. 

Ved svære symptomer kan kombinations-næsespray med nasalsteroid (fluticasonpropionat) og lokalt antihistamin (azelastin) anvendes eller, især hvis der er samtidig allergisk conjunctivitis, kan nasalsteroid med fordel kombineres med antihistamin p.o. 

Ved allergisk sæsonrelateret rhinoconjunctivitis (høfeber) med svære symptomer, som ikke lindres i tilfredsstillende grad af lokalbehandling og antihistaminer, kan man anvende systemisk glukokortikoid, kortvarig oral lavdosisbehandling (1-3 uger) bør foretrækkes. I særlige tilfælde kan i.m. depotinjektion anvendes. Desuden bør man overveje allergenspecifik immunterapi (hyposensibilisering).
Ved rhinosinuitis hvor vandig sekretion er det primære symptom, kan man anvende en næsespray med et antikolinergikum.  

Graviditet

Blandt præparaterne mod akut rhinosinuitis kan nasalsteroider anvendes som førstevalg til gravide ved allergisk og non-allergisk rhinosinuitis, inklusive den hormonelt udløste nasalstenose. Den systemiske absorption er ringe og der er god evidens for fravær af teratogen effekt. Triamcinolon bør dog undgås, da mængden af data er begrænset. Andre nasale midler der kan anvendes er natriumcromoglicat (som dog har begrænset effekt) og lokale detumescerende adrenergika. Man bør dog være opmærksom på overdosering, hvor de lokale detumescerende midler kan mindske blodgennemstrømningen i uterus. Ved indikation for p.o. antihistaminbehandling foretrækkes cetirizin, fexofenadin eller loratadin til behandling under graviditet. Nasale antihistaminer og antikolinergika bør ikke anvendes, da erfaringsgrundlaget er ringe. 

Referencer

1214. Fokkens W, Lund V, Mullol J et al. European Position Paper on Rhinosinusitis and Nasal Polyps 2012. Rhinol Suppl. 2012; 3:1-298, http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/22764607 (Lokaliseret 26. maj 2016)
 
2215. Singh M, Das RR. Zinc for the common cold. Cochrane Database Syst Rev. 2011; 2, http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/21328251 (Lokaliseret 26. maj 2016)
 
2510. Brozek JL, Bousquet J, Baena-Cagnani CE et al. Allergic Rhinitis and its Impact on Asthma (ARIA) guidelines: 2010 revision. J Allergy Clin Immunol. 2010; 126(3):466-76, http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/20816182 (Lokaliseret 26. maj 2016)