Herpes simplex virus (virusinfektioner)

Revideret: 15.03.2017

Omkring 80% af den voksne danske befolkning er smittet med HSV-1 og 20% med HSV-2. Smitte sker ved inokulation af virus på slimhinder og sjældnere på hud. Smittekilden er en inficeret person, der udskiller virus i sekreter fra mundhule eller genitalia. Smittekilder behøver ikke at have symptomer eller kliniske tegn på aktiv infektion, men der er højere viruskoncentration og dermed højere smitsomhed under kliniske udbrud. Oral smitte sker næsten udelukkende med HSV-1. Genital smitte sker både med HSV-2 (60%) og HSV-1 (40%).  

Klinik

Primærinfektionen forløber oftest uden kliniske symptomer. Ved oral smitte, kan der ses til tider endog svær gingivostomatitis. Ved genital smitte kan symptomerne være udtalte med feber, hovedpine og påvirket almentilstand. Lokalt vil der være vesikler og sår, eventuelt ledsaget af dysuri, udflåd og regional lymfadenopati. Symptomerne varer ofte et par uger. 

 

Efter den primære infektion forbliver virus latent i ganglion trigemini eller i de sakrale ganglier. Recidiv kan fremprovokeres af ultraviolet lys, stress og hormonelle forhold, men oftest kan der ikke påvises en direkte udløsende årsag. Recidiver er ofte forudgået af prodromalsymptomer som kløe eller smerte. Genitale recidiver kan være uden typiske vesikler eller sår. 

 

Hvis HSV inficerer øjet, kan der udvikles synstruende keratitis. 

 

HSV-encephalitis er en sjælden, men alvorlig tilstand. De fleste tilfælde hos større børn og voksne skyldes HSV-1 (90%). Selv ved optimal behandling er der høj mortalitet og betydelige neurologiske senfølger. HSV-2 er tillige årsag til serøs meningitis, der i modsætning til HSV encephalitis har et godartet forløb - dog med risiko for recidiverende tilfælde. 

 

I sjældne tilfælde ses generaliseret HSV-infektion med bl.a. hepatitis. Hos immundefekte patienter kan HSV-infektioner forløbe fulminant. 

 

Smitte af nyfødte, der ikke har fået antistoffer overført fra deres moder under graviditeten, kan give anledning til herpes neonatorum, der er en livstruende tilstand. 

Diagnostik

Den kliniske mistanke om diagnosen kan bekræftes ved påvisning af HSV-DNA i materiale fra læsionerne ved PCR-teknik. Serologisk diagnostik bruges kun i specielle tilfælde ved diagnostik af infektion i CNS (intrathekal antistof produktion påviselig 1-2 uger efter symptom debut). 

Behandlingsvejledning

Herpes labialis og genitalis

De fleste infektioner er ukomplicerede og kræver ingen medikamentel behandling. 

 

Primær infektion med HSV kan behandles med aciclovir, valaciclovir eller famciclovir (alle givet systemisk) for at reducere symptomernes sværhedsgrad og symptomvarigheden. Der er ingen klinisk betydende forskelle i effekt mellem præparaterne. Pris sammenholdt med doseringshyppighed er afgørende for valg af præparat. 

 

Vd kliniske recidiver hos immunkompetente personer har såvel topikal som systemisk behandling relativ beskeden effekt. Hvis behandlingen indledes ved symptomdebut, reduceres varigheden af tabletbehandling med 1-3 døgn, mens topical behandling kun reducerer varigheden med i gennemsnit ½ døgn (herpes labialis). 

 

Det mest effektive er en kort (1 dags) intensiv oral behandling, som giver bedre compliance, er billigere og dokumenteret lige så effektiv som de traditionelle 5 dages behandlinger. Se tabel 1(1505, 1506)

 

Tabel 1. Behandlingsforslag ved HSV-infektion hos immunkompetente personer.  

 

 

Behandling af udbrud  

 

Profylakse  

Herpes orofacialis 

rekurrente tilfælde 

Valaciclovir 2 g x 2 i 1 dag 

Valaciclovir 0,5 g-1 g x 1 

Herpes genitalis 

første episode 

Valaciclovir 1 g x 2 i 10 dage 

 

Herpes genitalis 

rekurrente tilfælde 

Valaciclovir 1 g x 1  

Valaciclovir 0,5 g x 1 

Herpes encephalitis 

Aciclovir 10 mg/kg i.v. x 3 i 21 dage 

 

Herpes meningitis 

(HSV-2) 

Aciclovir 10 mg/kg i.v. x 3 i 1 døgn 

Derefter valaciclovir 1g x 3 i 7 dage 

 

Neonatal herpes infektion 

Aciclovir 20 mg/kg i.v. x 3 i 21 dage 

 

*Andre anvendelsesområder(1505, 1506) - immunkompetente med recidiverende genital herpes. 

 

Ved hyppige generende HSV-recidiver (> 8 pr. år) nedsætter profylaktisk behandling med aciclovir, valaciclovir eller famciclovir recidiv frekvensen med en faktor 5 ved herpes genitalis; mens effekten er noget mindre ved orofaciale recidiver. Præparatvalg afhænger af pris og ønsket doseringshyppighed (tabel 1). Den profylaktiske behandling seponeres med 1-2 års mellemrum for at se, om der fortsat er aktivitet, idet der over tid er et spontant fald i hyppighed og sværhedsgrad af herpes udbruddene. 

 

Livstruende infektioner som neonatal herpes, herpes encephalitis samt alvorlige infektioner hos immundefekte patienter behandles med aciclovir i.v., og det er afgørende, at behandlingen institueres hurtigst muligt (tabel 1).  

Graviditet

Primær herpes genitalis allersidst i graviditeten medfører stor risiko for neonatal smitte, hvorimod recidiverende herpesudbrud kun udgør en meget lille smitterisiko for den nyfødte. Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi anbefaler ved førstegangsudbrud af herpes genitalis at behandle med aciclovir 200 mg x 5 i 5 dage. Ved førstegangsudbrud efter 34. graviditetsuge overvejes elektivt sectio, som dog kan undlades, hvis der er positive typespecifikke antistoffer hos moderen. 

Ved recidiverende herpes kan profylaktisk behandling med aciclovir 400 mg x 2 fra 4 uger før terminen overvejes. 

Referencer

235. Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi. Herpes simplex og graviditet. 2001; , https://static.squarespace.com/static/5467abcce4b056d72594db79/t/547f8d8ee4b0e96f9a134b30/1417645454024/HERPES-SIMPLEX-OG-GRAVIDITET.pdf (Lokaliseret 6. juni 2016)
 
1505. Cernik C, Gallina K, Brodell RT. The treatment of herpes simplex infections: an evidence-based review. Arch Intern Med. 2008; 168:1137-44, http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/18541820 (Lokaliseret 20. maj 2016)
 
1506. Spruance S, Aoki FY, Tyring S et al. Short-course therapy for recurrent genital herpes and herpes labialis: entering an era of greater convenience, better treatment adherence, and reduced cost. J Fam Pract. 2007; 56:30-6, http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/17217895 (Lokaliseret 20. maj 2016)