Klassifikation - amningstekster

Revideret: 01.02.2018

I forhold til anvendelse under amning er lægemidlerne i Medicin.dk klassificeret efter følgende principper: 

 

Må ikke anvendes
Denne overskrift anvendes, hvis et af følgende kriterier er opfyldt: 

  • lægemidlets egenskaber giver grund til særlig bekymring for neonatal påvirkning
  • der er evidens for uønsket neonatal påvirkning
  • RVD er > 10%.

 

Bør ikke anvendes, utilstrækkelige data
Denne overskrift anvendes, hvis et af følgende kriterier er opfyldt: 

  • der er ikke tilstrækkelige data til at estimere RVD
  • RVD er over 5% men mindre end 10%, uden at der foreligger data, der tyder på fravær af neonatal påvirkning.

 

Må kun anvendes under visse forudsætninger
Denne overskrift anvendes, hvis der er specifikke forbehold, der skal iagttages - typisk vedrørende dosis, behandlingsvarighed eller skærpet opmærksomhed på bivirkninger hos det ammede barn.  


Kan om nødvendigt anvendes
Denne overskrift anvendes, hvis ét af tre nedenstående sæt af kriterier er opfyldt: 

  • 1. Lægemidlets egenskaber giver ikke grund til særlig bekymring for neonatal påvirkning,
    2. Der foreligger ikke data, der tyder på neonatal påvirkning,
    3. RVD (relative vægtjusterede dosis) er maksimalt 5%,
  • 1. Lægemidlets egenskaber giver ikke grund til særlig bekymring for neonatal påvirkning,
    2. Der foreligger data, der tyder på fravær af neonatal påvirkning,
    3. RVD er maksimalt 10%,
  • 1. Lægemidlets egenskaber giver ikke grund til særlig bekymring for neonatal påvirkning,
    2. Den systemiske absorption er minimal.

 

Ikke relevant
Denne overskrift anvendes, hvis amning skønnes irrelevant i forhold til lægemidlets indikationsområde og praktiske anvendelse. 

I visse tilfælde vil lægemidler med en høj RVD få en klassifikation som "Må kun anvendes under visse forudsætninger" i stedet for "Må ikke anvendes". Det vil typisk være i tilfælde, hvor der foreligger betydelige mængder af kliniske data, som sandsynliggør, at klinisk betydende påvirkning af barnet er usandsynligt, fx lamotrigin.

Overskriften efterfølges i nogle tilfælde af en uddybende brødtekst. Her resumeres kort den kendte viden om lægemidlet, RVD og eventuel yderligere specifik information. Læs evt. yderligere i afsnittet amningstekster i medicin.dk

Gå til toppen af siden...