Antipsykotika (forgiftninger)

Revideret: 20.01.2016
Redaktionen (Forfatter),

Toksikologi

Heterogen gruppe med dopamin- og serotioninantagonisme, antikolinerge effekter, perifer α1-blokade og membranstabiliserende virkning på myocardiet, jf TCA. 

 

Toksisk dosis: 

  • Forgiftningsdosis er højere i forhold til terapeutisk dosis for lavdosis-stoffer.
  • For højdosis-antipsykotika ligger den dosis, der kan fremkalde livstruende symptomer, omkring 15 mg/kg.
  • Livstruende doser af lavdosis-antipsykotika er højere (i forhold til de terapeutiske doser) end for de øvrige antipsykotika.

Klinik

Let forgiftning med sedation, ortostatisk hypotension og antikolinerge manifestationer. 

Ved moderat forgiftning med lavdosis-antipsykotika kan der ses ekstrapyramidale neurologiske symptomer.
Ved svær forgiftning ses koma, kramper, evt. respirationsstop, hypotension, manglende temperaturregulering (hypo- og hypertermi) eller ekstrapyramidale symptomer (alvorligst er akut dystoni). Ekg med QT-, evt. QRS-forlængelse, evt. arytmier, fx torsades des pointes. 

 

Akut dystoni involverer ofte hoved- og nakkemuskler, evt. med opistonus. Tilstanden er akut behandlingskrævende på intensiv afsnit. 

 

Malignt neuroleptikasyndrom er en akut livstruende tilstand, som ses under behandling med dopaminantagonister, (ikke overdosis/forgiftning) med muskelrigiditet, muskelnekrose (forhøjet kreatinin og CK), akinesi, svækket vejrtrækning, konfusion og koma. Der ses hypertermi og neutrofil leukocytose, leverpåvirkning, metabolisk acidose og nyresvigt. Tilstanden behandles på intensiv afsnit for at opretholde basale organfunktioner. Afbrydelse af muligt udløsende behandling, evt. genoptagelse af afbrudt behandling med dopaminagonist. Benzodiazepin med henblik på muskelrelaksation og sedation, evt. dantrolen og/eller bromocriptin. 

 

Undersøgelser

Elektrolytter, kreatinin, blodgasser, ekg, kardiel monitorering ved symptomer og abnormt ekg. 

Behandling

Gastro-intestinal dekontaminering med aktivt kul op til 8 timer efter indtagelse, i øvrigt symptomatisk behandling. 

Forstyrrelser af overledning og rytme med breddeøget QRS behandles med natriumhydrogencarbonat. 

Hos patienter, som ikke er i fast behandling med antipsykotika, kan der i op til 5 døgn efter indtagelsen forekomme dystone reaktioner (især haloperidol, metoclopramid og phenthiaziner). Behandles med antiparkinsonmiddel (biperidin) i.v. efterfulgt af 2-3 døgns oral behandling. 

 

Ved tvivlsspørgsmål: Ring til Giftlinjen, telefon 3863 5555 

Gå til toppen af siden...