Hvad skal du gøre, hvis du får bivirkninger af medicinen?

Forfatter:  
Henrik Friis
I Medicinhåndbogen® er der nævnt en række bivirkninger ud for hvert lægemiddel. Det er vigtigt at gøre sig klart, at man ikke altid får bivirkninger ved at tage et lægemiddel, og hvis man får bivirkninger, er det ikke alle de nævnte bivirkninger, man får.
Langt de fleste bivirkninger er harmløse og forhindrer ikke, at du fortsætter med det pågældende lægemiddel, eventuelt i nedsat dosis. Næsten alle bivirkninger svinder hurtigt, hvis du ophører med medicinen, og kun ganske enkelte bivirkninger er blivende.
Ved lettere bivirkninger bør du tale med din læge, inden du holder op med at tage medicinen, da det kan være forbundet med risiko, hvis du pludselig stopper en behandling. Derfor bør lægen altid tages med på råd, inden du endeligt ophører med at tage et lægemiddel.

Det er også vigtigt, at lægen får lejlighed til at tage stilling til, om bivirkningen kan forventes at vise sig igen, eventuelt også hvis du anvender et beslægtet middel.

Hvis du har været udsat for en alvorlig lægemiddelbivirkning, bør du altid opbevare et kort sammen med dit sygesikringsbevis med oplysning om, hvilket lægemiddel der har forårsaget hvilken bivirkning.