Bezafibrat

C10AB

Revideret: 27.02.2017

Bezafibrat nedsætter plasmakoncentrationen af VLDL og kan øge HDL. LDL nedsættes som regel. Bezafibrat kan med udleveringstilladelse fra Lægemiddelstyrelsen rekvireres fra apotek/sygehusapotek. 

Anvendelsesområder

Anvendes til behandling af hypertriglyceridæmi. I en angiografisk undersøgelse har man påvist en forebyggende effekt på udviklingen af yderligere forsnævringer i koronararterierne hos dyslipidæmiske mænd, der havde haft deres første infarkt inden 45-års-alderen.

Kontraindikationer

Leverinsufficiens, specielt ved galdestase. Galdesten. Stærkt nedsat nyrefunktion med GFR < 15 ml/min. 

Beregn eGFR her: Beregneren er fjernet pga. krav om CE-mærkning.  

Bivirkninger

Almindeligvis få og sjældne. Optræder hovedsageligt som initiale gastro-intestinale gener. Desuden hovedpine, øget frekvens af galdestenstilfælde, alopeci, nedsat potens og nedsat libido. Myositis kan forekomme, især hos patienter med nyreinsufficiens.

Interaktioner

Forstærker virkningen af orale antikoagulantia, hvor dosis typisk må nedsættes med ca. 30% ved samtidig indgift af bezafibrat. Bezafibrat øger den hypoglykæmiske virkning af orale antidiabetika (sulfonylurinstoffer). Colestyramin hæmmer absorptionen af bezafibrat. Bezafibrat bør derfor indtages 2 timer før indgiften af colestyramin. Kombinationsbehandling med statiner og fibrater kan medføre rhabdomyolyse og er en specialistopgave. Kreatinkinase bør kontrolleres. 

Farmakokinetik

Absorberes næsten fuldstændigt fra mave-tarmkanalen. Maksimal plasmakoncentration nås efter ca. 2 timer. Metaboliseres delvis i leveren. Plasmahalveringstid ca. 2 timer - længere ved nedsat nyrefunktion. Udskilles hovedsageligt gennem nyrerne som uomdannet substans og glucuronider heraf, en mindre del udskilles som metabolitter.
 
 
Gå til toppen af siden...