Antipsykotika - bivirkninger

N05A

Revideret: 08.03.2017

Bivirkninger

De fleste antipsykotika, især 1. generations antipsykotika, kan forårsage neurologiske og motoriske bivirkninger i form af akatisi, dystoni, parkinsonisme og dyskinesi, som kan blive irreversible, og hvor tardiv dyskinesi og især tardiv dystoni kan være invaliderende. Den bedste forebyggelse opnås generelt ved at forsøge at undgå akutte ekstrapyramidale symptomer (EPS).  

Mortalitet hos ældre 

Det er i flere undersøgelser påvist, at behandling med antipsykotika generelt, både ved korttids- og langtidsbehandling, medfører en øget mortalitet hos demente ældre

Akut dystoni 

Er ret sjælden. Opstår hyppigst ved for stor begyndelsesdosis, ved dosisøgning og ofte hos yngre mænd, personer ikke tidligere behandlet med antipsykotika samt ved parenteral ingift. Akut dystoni består af ukoordinerede, længerevarende muskelkontraktioner, undertiden med okulogyration og hoveddrejning opad, krampagtig mundåbning, stridor og opistotonus. Tilstanden behandles parenteralt (i.v.) med antiparkinsonmidler (antikolinergika), som har umiddelbar effekt. 

Parkinsonisme 

Opstår oftest i løbet af behandlingens første 14 dage. Symptomerne aftager eller svinder for antikolinergt virkende antiparkinsonmidler. Men den mest hensigtsmæssige behandling af antipsykotikafremkaldt parkinsonisme er naturligvis dosisreduktion eller seponering af det givne antipsykotikum, med evt. overgang til andet mindre parkinsonismefremkaldende præparat (se tabel 1 og 2). Efter seponering svinder parkinsonismen som regel hurtigt, men hos særligt følsomme individer (især ældre) og ved anvendelse af langtidsvirkende præparater (især depotpræparater) kan syndromet bestå i flere måneder. 

Tardive dyskinesier 

Er ufrivillige, undertiden irreversible abnorme bevægelser, der udvikles under eller efter en længerevarende antipsykotisk behandling med især 1. generations antipsykotika. Syndromet forekommer oftest hos patienter over 40 år og omfatter især tunge- og kæbebevægelser (orale dyskinesier, bukko-lingvo-mastikatorisk (BLM) syndrom). Risiko for udvikling af tardive dyskinesier (TD) kan reduceres ved at give antipsykotika i så små doser og i så kort tid som muligt . Antikolinergika er stort set uden effekt på TD og kan endog accentuere syndromet. Den vigtigste prædiktor for TD er akut forekommende EPS.  

Tardiv dystoni 

Er en sjælden bivirkning, der ligesom akut dystoni består i vedvarende ukoordinerede muskelkontraktioner, specielt i øjen- og nakkemuskler (torticollis) og i ekstremiteter og krop (skæv holdning og gang - pisasyndrom), ofte i kombination med dyskinesier i den orale region og i fingre. Specielt ved depotbehandling er det vigtigt at være opmærksom på begyndende tegn på denne bivirkning, der kan være irreversibel og svært invaliderende, så præparatet kan blive seponeret i tide. 

Subjektive bivirkninger 

Her skal nævnes akatisi (rastløshed, trang til bevægelse), og følelsesmæssig indifferens og depression, som bedst behandles med dosisreduktion eller seponering af den antipsykotiske behandling. Psykisk akatisi kan kortvarigt behandles med benzodiazepiner eller β-blokkere (fx propranolol 10-30 mg 3 gange dgl.), men dosisreduktion eller skift til andet præparat er at foretrække.  

Sedation 

Kan optræde, men kan, hvis uønsket, praktisk talt undgås ved valg af et ikke-sederende antipsykotikum (se tabel 1 og 2). 

Depression 

Forbigående, evt. behandlingskrævende depression kan undertiden forekomme, oftest i forbindelse med EPS.  

Autonome bivirkninger 

En del antipsykotika (se tabel 1 og 2) kan i terapeutiske doser inducere autonome bivirkninger i form af ortostatisk hypotension, evt. med besvimelse initialt i behandlingen, reflekstakykardi, reversibel affladning af T-takker i ekg, mundtørhed, svedtendens, obstipation, urinretention (især hos ældre mænd) og akkommodationsparese.  

Ekg-ændringer 

QTCforlængelser kan ses efter antipsykotisk behandling. QTc-forlængelser med et QTc-interval på mere end 500 ms er forbundet med øget risiko for arytmiformen torsades de pointes, som kan gå over i ventrikelflimmer. Ved QTc-interval over 500 ms bør behandling med det pågældende antipsykotikum kun fortsætte uændret, hvis kardialt asymptomatisk, på tvingende indikation og efter konference med kardiolog (behandlingen bør pauseres indtil der er konfereret). 

Forsigtighed bør også udvises med haloperidol, specielt i forbindelse med intravenøs indgift. 

Problematikken er gennemgået i detaljer i en rapport fra Dansk Cardiologisk Selskab og Dansk Psykiatrisk Selskab: Arytmi-risiko ved anvendelse af psykofarmaka. Denne kan downloades fra www.dpsnet.dk

Algoritme 

Algoritme for indikation for behandling med psykofarmaka. Dansk Cardiologisk Selskab og Dansk Psykiatrisk Selskab, Arytmi-risiko ved anvendelse af psykofarmaka, 2011. 

 

Følgende antipsykotika klassificeres som "A-præparater" i henhold til ovenstående algoritme: 

Perphenazin, zuclopenthixol, aripiprazol, olanzapin

Følgende antipsykotika klassificeres som "B-præparater" i henhold til ovenstående algoritme: 

Chlorprotixen, flupenthixol, haloperidol, levomepromazin, pimozid, sulpirid, amisulprid, clozapin, paliperidon, quetiapin, risperidon, sertindol, ziprasidon.  

Hormonelle bivirkninger 

Antipsykotika kan fremkalde forskellige hormonelle bivirkninger, især relateret til prolaktinøgning (især lavdosis 1. generations antipsykotika, amisulprid samt risperidon, paliperidon, sulpirid i højere doseringer). Det kan vise sig som brystspænding, galaktoré og amenoré, men der kan også ses dæmpning af libido, erektion/lubrikation og orgasme. Specielt hos kvinder vil der være risiko for udvikling af osteoporose relateret til østrogenpåvirkning. Der bør udvises forsigtighed ved anvendelse af antipsykotika til kvinder i behandling for brystkræft på grund af den mulige prolaktinstigning. I meget sjældne tilfælde, især ved anvendelse af 1. generations højdosispræparater, kan der ses priapisme, hvilket kræver akut kirurgisk indgriben, se Lokale midler (erektil dysfunktion)

Overvægt/fedme 

Personer med skizofreni har større risiko for overvægt/fedme end normalbefolkningen. Kombineret med livsstilsrisikofaktorer som reduceret fysisk aktivitet og rygning er risikoen for kardiovaskulær sygdom kraftigt øget. Antipsykotika (specielt clozapin og olanzapin) kan hos alle patientgrupper medføre svær vægtøgning, hvorfor patienter i antipsykotisk behandling skal vejes og BMI beregnes med jævne mellemrum. Taljeomfang skal også måles og angiver forekomsten af visceralt fedt, der udgør en risikofaktor for både diabetes mellitus type 2 og kardiovaskulær sygdom. 

 

Beregn BMI her: Beregning af Body Mass Index (BMI) 

Diabetes 

Antipsykotika (specielt clozapin, olanzapin og højdosis antipsykotika) er associeret med diabetes mellitus type 2, hvorfor blodsukker og lipider altid bør måles før behandling startes og efterfølgende kontrolleres . Ved diabetes kan det være nødvendigt, at justere den antidiabetiske behandling.  

Allergiske reaktioner 

Kan optræde i form af erytem, overfølsomhed for sol og kontaktdermatitis. Undertiden ses forhøjelse af transaminaser, alkalisk fosfatase og glutamyltransferase som tegn på leverpåvirkning, men disse forandringer er almindeligvis forbigående. Meget sjældent kan der optræde icterus. 

Kramper 

Antipsykotika kan sænke krampetærsklen (især clozapin), hvilket specielt kan have betydning hos børn, eller hvis der i forvejen foreligger epilepsi eller risiko for epileptiske anfald, fx efter misbrug af alkohol eller sedativa.  

Agranulocytose 

I sjældne tilfælde kan der ses agranulocytose - ved clozapin ses det dog hyppigere (hos 0,5-1,0% i starten af behandlingen). 

Huntingtons chorea 

Ved anvendelse af antipsykotika til patienter med Huntingtons chorea må risikoen for yderligere progression af hyperkinesierne på lang sigt tages i betragtning. Traditionelt anvendes clozapin, olanzapin eller aripiprazol. 

Demente 

Ældre med demens (> 65 år) har vist i nogle studier, at have en øget risiko for cerebrovaskulære hændelser sammenlignet med placebobehandlede patienter. Antipsykotisk behandling af dementielle tilstande hos ældre bør som hovedregel undgås og antipsykotika bør ikke anvendes hos ældre demente patienter, hvis formålet udelukkende er at dæmpe uro, aggression og rastløshed. I de situationer, hvor brug af antipsykotika til ældre demente patienter alligevel er indiceret, bør behandlingen foretages med stor forsigtighed i lav dosering og som hovedregel kun i kortere perioder.  

Malignt neuroleptikasyndrom 

Malignt neuroleptikasyndrom bestående af varierende kombinationer af parkinsonisme, dystone træk, forhøjet temperatur, labilt blodtryk og puls, sved, bevidsthedsændringer samt leukocytose og forhøjet kreatininfosfokinase ses i ekstremt sjældne tilfælde og har kliniske ligheder med malign hypertermi og malign catatoni (se Malign hypertermi). Den bagvedliggende patofysiologi er ukendt og synes at være en anden end ved malign hypertermi. Der kræves omgående seponering af den antipsykotiske behandling og ofte indlæggelse på specialafdeling. Behandling med benzodiazepiner, gerne parenteralt, og/eller elektrokonvulsiv terapi (ECT), er den primære behandlingstilgang i de sværere tilfælde. Behandling med dopaminerge receptoragonister er en anden foreslået behandlingsmulighed til behandling af malignt neuroleptikasyndrom, men primært ved samtidig forekomst af hypertermi. Behandlingen er en specialistopgave og bør som hovedregel foregå på intensiv somatisk afdeling. 

Referencer

1906. Dansk Cardiologisk Selskab og Dansk Psykiatrisk Selskab. Arytmi-risiko ved anvendelse af psykofarmaka. 2011; , http://dpsnet.dk/wp-content/uploads/2014/12/vejledning_1-2011-arytmi-dec2011.pdf (Lokaliseret 3. juni 2016)
 
2787. Fanoe S, Kristensen D, Fink-Jensen A et al. Risk of arrhythmia induced by psychotropic medications: a proposal for clinical management. Eur Heart J. 2014; 35(20):1306-15, http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/24644307 (Lokaliseret 24. maj 2016)
 
2867. retsinformation.dk. Vejledning om behandling med antipsykotiske lægemidler til personer over 18 år med psykotiske lidelser. VEJ nr 9276. 2014; , https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=163024 (Lokaliseret 7. juni 2016)
 
3112. Kales HC, Kim HM, Zivin K et al. Risk of mortality among individual antipsychotics in patients with dementia. Am J Psychiatry. 2012; 169(1):71-9, https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/22193526 (Lokaliseret 8. marts 2017)
 
 
 
Gå til toppen af siden...