Hash

Revideret: 31.05.2016

Det aktive stof i hash er Tetra-Hydro-Cannabinol (THC), som er en harpikslignende olie, hampeplanten udskiller på sin overflade, for at undgå udtørring. Der er fundet mere end et halv hundrede forskellige cannabinoler, men de to hyppigst forkomne er THC (Tetra-Hydro-cannabinol) og CBD (Cannabidiol). 

Blandt de sløvende illegale rusmidler er hash det mest udbredte stof her i landet. Næsten halvdelen af befolkningen i alderen 14 til 44 år har prøvet at ryge hash, og 4,6% indenfor den sidste måned. Langt de fleste gør sig den erfaring, at hash ikke er et feststof, da rusen opleves som socialt passiviserende, og de holder derfor op med forbruget efter en kortere periode. For den gruppe, som udvikler et egentligt hash afhængighedssyndrom (dagligt forbrug), er der typisk tale om comorbiditet til anden lidelse, så som angst, personlighedsforstyrrelse, hyperkinetiske forstyrrelser, tilpasningsreaktion eller mistrivsel pga. dårlige sociale forhold. Fx beskriver mange unge, at de får det bedre eller mindre dårligt, når de ryger hash. Dermed er hashmisbruget ofte et symptom på andre problemstillinger, så som søvnproblemer, aggressivitet, vredesudbrud eller rastløshed. De helt unge hashmisbrugere fremhæver især tre positive ting; Hashens afslappende virkning, at man kan være ruspåvirket uden det opdages (hvilket er sværere ved indtag af alkohol) og endelig omtaler en del unge at "de voksne bedst kan lide os, når vi er skæve" - fordi de bliver mere rolige. 

Behandlingsvejledning

Symptomerne ved den akutte forgiftning vil langsomt ophøre over en periode på tre til seks timer i takt med, at THC’s virkning aftager. Ofte er der ikke behov for egentlig behandling ud over i enkelte tilfælde, hvor en kortere symptomatisk behandling kan komme på tale. 

  

Den kroniske forgiftning kan derimod være en noget større udfordring på grund af de abstinenser, der ses efter et længerevarende hashmisbrug. Symptomerne er typisk rastløshed, søvnbesvær og voldsomme natlige svedeture, der kan vare i op til tre uger. Behandlingen retter sig mod de symptomer den enkelte udviser, hvorfor præparater som chlorprothixen, quetiapin, hydroxizin eller melatonin kan være relevante. Brugen af benzodiazepiner og hypnotika er relativt kontraindiceret pga. stoffernes afhængighedsskabende virkning. En helt særlig udfordring ved behandlingen af unge med hashmisbrug er, at alle vennerne ryger hash. Det betyder, at de konstant bliver konfronteret med hash og dermed har svært ved ikke at få tilbagefald. I mange tilfælde er det således ikke abstinenserne, som er den store udfordring, men det at skulle droppe alle vennerne. 

  

Unge, som udskrives fra psykiatrisk afdeling med diagnosen hashpsykose, viser sig i 44% af tilfældene, at få diagnosen skizofreni inden fire år . Denne gruppe af patienter bør derfor, efter udskrivning, følges ambulant i psykiatrisk regi, så man hurtigst muligt kan gribe ind, ved mistanke om en skizofren udvikling. Patienter, der efter to til tre ugers indlæggelse i hashfrit miljø, ikke er blevet apsykotiske, er antageligt psykotiske af anden årsag. 

Forgiftning

  

Ved den akutte forgiftning er paranoide forestillinger en hyppigt optrædende tilstand. Personen føler sig forfulgt og/eller påvirket af andres øjne på en ubehagelig måde. Der er ikke tale om en egentlig psykotisk tilstand med realitetstab, da personen godt ved, at det skyldes indtagelsen af hash. En mere sjælden tilstand ved forgiftning, er panikangst hvor personen har takykardi, hyperventilerer og er bange for at dø. Symptomerne kan have varierende styrke og er typisk til stede i nogle timer. 

Kronisk forgiftning (amotivationssyndrom) ses hos personer, som har et dagligt forbrug på flere gram hash. Her ses symptomer som initiativløshed, manglende engagement, dårlig appetit, indesluttethed og apati. Tilstanden kan let mistolkes som depression, og derfor ses ikke sjældent, at personen er sat i antidepressiv behandling, uden at der ses bedring. 

Referencer

1973. Arendt M. Comorbidity between cannabis use and psychiatric disorders. Faculty of Health Sciences, University of Aarhus. 2008; , http://pure.au.dk/portal/en/publications/comorbidity-between-cannabis-use-and-psychiatric-disorders(7f310fd0-acb6-11dd-889c-000ea68e967b).html (Lokaliseret 7. juni 2016)
 
 
 
Gå til toppen af siden...