Antivirale midler mod hepatitis B (virusinfektioner)

J05AF

Revideret: 16.03.2017

Hepatitis B-infektion bliver ofte kronisk, især hos personer der er smittet i forbindelse med fødslen eller i den tidlige barndom. Ved kronisk hepatitis B-virus (HBV) infektion er der på lang sigt risiko for cirrose og hepatocellulært karcinom. 

Der foreligger nationale guidelines vedr. HBV udarbejdet af Dansk Selskab for Infektionsmedicin, Dansk Seskab for Gastroenterologi og Hepatologi (Guidelines og retningslinjer). 

 

Kronisk hepatitis B

Kan behandles med pegyleret interferon eller med nukleosid- og nukleotidanalogerne adefovir, entecavir, lamivudin og tenofovir. 

Interferonbehandlingen har mange bivirkninger, og der er mange kontraindikationer, herunder inkompenseret cirrose. Ved infektion med HBV genotype A eller B, høje transaminaseværdier og lav HBV-DNA kan interferonbehandling overvejes. Erfaringsmæssigt er det imidlertid kun få HBV-patienter, der behandles med interferon. 

 

Nukleosid- og nukleotidanalogerne giver færre bivirkninger, men til gengæld er der ikke så mange, der opnår kontrol med infektionen uden behandling på kort sigt. Den optimale behandlingsvarighed er uafklaret, hvilket betyder, at den kan trække ud og blive meget langvarig, og for nogle af lægemidlerne, især lamivudin, er resistensudvikling et problem. 

 

Akut hepatitis B

Det vil være rationelt at behandle svære tilfælde med nukleosid- eller nukleotid analog; selvom der ikke er udført kliniske studier, der dokumenterer en effekt. 

 

Der findes vejledning fra Sundhedsstyrelsen (Vejledning om HIV og hepatitis B og C, 2013)

 

Inden for hepatitis B findes også en behandlingsvejledning fra RADS. Se endvidere Medicinrådet, der fra 1. januar 2017 har overtaget RADS' opgaver. 

 
 
Gå til toppen af siden...