GLP-1-analoger og DPP-IV-hæmmere

A10BH, A10BJ

Revideret: 18.10.2017

Glucagon Like Peptide 1 (GLP-1) fremmer den glucosestimulerede insulinsekretion samtidig med, at glucagonfrisætningen hæmmes. Virkningen er kraftigere ved stigende blodglucoseværdier. Endvidere hæmmer GLP-1 ventrikeltømningshastigheden og reducerer appetit og fødeindtagelse. 

Liraglutid er vist at reducere mortaliteten af hjerte-karsygdom hos patienter med erkendt hjerte-karsygdom eller diabetisk nyresygdom. Liraglutid forsinker udviklingen af den diabetiske nyresygdom samt forværringen i den diabetiske nyresygdom.  

I kliniske studier med lixisenatid har effekten på det sammensatte endepunkt kardiovaskulære mortalitet, ikke dødelig AMI og apopleksia cerebri været neutral sammenlignet med placebo. 

 

Exenatid én gang ugentlig er vist at reducere total mortalitet, men havde en neutral effekt på det sammensatte endepunkt kardiovaskulær mortalitet, ikke dødelig AMI og apopleksia cerebri.  

 

Hos type 2-diabetikere er såvel sekretion som virkning af GLP-1 nedsat. Liraglutid er vist at reducere risikoen for en kardiovaskulær hændelse og mortalitet hos patienter med erkendt hjerte-karsygdom, eller som er i høj risiko for at udvikle hjerte-karsygdom, fx med diabetisk nyresygdom (albuminuri).
Der er udviklet en række GLP-1-analoger, indtil videre præparater til s.c. injektion 1-2 gange dgl. 

 

DPP-IV-hæmmere er orale antidiabetika, der potenserer virkningen af det endogent producerede GLP-1 ved at hæmme enzymet dipeptidyl-peptidase IV (DPP-IV), som nedbryder GLP-1. I kliniske studier har effeken på det sammensatte endepunkt kardiovaskulær mortalitet, ikke dødelig AMI og apopleksia cerebri været neutral sammenlignet med placebo. 

Anvendelsesområder

Både GLP-1-analoger og DPP-IV-hæmmere anvendes primært til type 2-diabetikere, hvor den umiddelbare kliniske gevinst synes at være en forbedret glykæmisk kontrol uden samtidig risiko for hypoglykæmi og vægtøgning. Faktisk synes stofferne at medføre et fald i legemsvægten. 

Det gælder specielt GLP-1-analogerne. 

Stofferne kan relativt enkelt kombineres med såvel insulin som allerede eksisterende orale antidiabetika. 


Hos overvægtige type 2-diabetikere, hvor tilfredsstillende behandlingsresultater ikke har kunnet opnås med livsstilsintervention og metformin, er det oplagt at overveje at kombinere metformin med en DPP-IV-hæmmer eller en GLP-1-analog - jf. DES/DSAM´s behandlingsvejledning. 

Hvis der hos den overvægtige patient også ønskes et vægttab, vil en GLP-1-analog ofte være at foretrække. DPP-IV-hæmmerne er vægtneutrale. GLP-1-analogerne har i sammenlignende studier med andre antidiabetika vist at være meget effektive til at regulere blodglucose.  

 

Kombinationen af basal insulin og en GLP-1-analog sammenlignet med insulin alene har vist sig effektiv i relation til at forbedre den glykæmiske kontrol uden vægtstigning, evt. med et samtidig vægttab. 

Referencer

3197. Holman RR, Bethel MA, Mentz RJ et al. Effects of Once-Weekly Exenatide on Cardiovascular Outsomes in Type 2 Diabetes. N Engl .J Med. 2017; 377 (13):1228-38, https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/28910237 (Lokaliseret 18. oktober 2017)
 
 
 
Gå til toppen af siden...