GLP-1-analoger og DPP-IV-hæmmere

A10BH, A10BJ

Revideret: 07.06.2018

Glucagon Like Peptide 1 (GLP-1) fremmer den glucosestimulerede insulinsekretion samtidig med, at glucagonfrisætningen hæmmes. Virkningen øges ved stigende blodglucoseværdier. Endvidere hæmmer GLP-1 ventrikeltømningshastigheden og reducerer appetit og fødeindtagelse. 

 

Hos patienter med type 2-diabetes er såvel sekretion som virkning af GLP-1 nedsat.
Der er udviklet en række GLP-1-analoger, indtil videre præparater til s.c. injektion 1-2 gange daglig eller 1 gang ugentlig. 

 

Liraglutid er vist at reducere mortaliteten af hjerte-karsygdom hos patienter med erkendt hjerte-karsygdom eller diabetisk nyresygdom. Liraglutid forsinker udviklingen af den diabetiske nyresygdom samt progression i den diabetiske nyresygdom.  

 

I kliniske studier med lixisenatid har effekten på det sammensatte endepunkt kardiovaskulære mortalitet, ikke dødelig AMI og apopleksia cerebri været neutral sammenlignet med placebo. 

 

Exenatid én gang ugentlig er vist at reducere total mortalitet, men havde en neutral effekt på det sammensatte endepunkt kardiovaskulær mortalitet, ikke dødelig AMI og apopleksia cerebri, omend det blev numerisk reduceret med en p-værdi på 0,06 sammenlignet med placebo (3197)

 

DPP-IV-hæmmere er orale antidiabetika, der potenserer virkningen af det endogent frisatte GLP-1 ved at hæmme enzymet dipeptidyl-peptidase IV (DPP-IV), som nedbryder GLP-1. I kliniske studier har effekten på det sammensatte endepunkt kardiovaskulær mortalitet, ikke dødelig AMI og apopleksia cerebri været neutral sammenlignet med placebo. Saxogliptin er vist at øge risikoen for hjertesvigt.  

Anvendelsesområder

Både GLP-1-analoger og DPP-IV-hæmmere anvendes primært til type 2-diabetikere, hvor den umiddelbare kliniske gevinst synes at være en forbedret glykæmisk kontrol uden samtidig risiko for hypoglykæmi og vægtøgning. Faktisk synes stofferne at medføre et fald i legemsvægten. 

Det gælder specielt GLP-1-receptoragonisterne. 

Stofferne kan relativt enkelt kombineres med såvel insulin som allerede eksisterende orale antidiabetika. 


Hos overvægtige type 2-diabetikere, hvor tilfredsstillende behandlingsresultater ikke har kunnet opnås med livsstilsintervention og metformin, er det oplagt at overveje at kombinere metformin med en DPP-IV-hæmmer eller en GLP-1-analog - jf. DES/DSAM´s behandlingsvejledning. 

Hvis der hos den overvægtige patient også ønskes et vægttab, vil en GLP-1-analog ofte være at foretrække. DPP-IV-hæmmerne er vægtneutrale. GLP-1-analogerne har i sammenlignende studier med andre antidiabetika vist at være meget effektive til at regulere blodglucose.  

 

Kombinationen af basal insulin og en GLP-1-analog sammenlignet med insulin alene har vist sig effektiv i relation til at forbedre den glykæmiske kontrol uden vægtstigning, evt. med et samtidig vægttab og reduceret risiko for hypoglykæmi. 

Referencer

3197 Holman RR, Bethel MA, Mentz RJ et al Effects of Once-Weekly Exenatide on Cardiovascular Outsomes in Type 2 Diabetes N Engl J Med 2017 377 (13) 1228-38 https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/28910237

 
 
 
Gå til toppen af siden...