ACE-hæmmere og angiotensin II-antagonister (hypertension)

C09

Revideret: 26.04.2017
ACE-hæmmernes og angiotensin II-antagonisternes antihypertensive virkning skyldes blokade af renin-angiotensin systemet, hvilket medfører en universel vasodilatation uden sympaticusaktivering. ACE-hæmmerne reducerer dannelsen af den potente vasokonstriktor angiotensin II, mens angiotensin II-antagonisterne virker ved at hæmme angiotensin II type 1-receptorerne.

Anvendelsesområder

Både ACE-hæmmere og angiotensin II-antagonister kan anvendes som 1. valgspræparat ved behandling af patienter med ukompliceret hypertension


Ved diabetes mellitus bør en ACE-hæmmer eller angiotensin II- antagonist indgå i det valgte regime. 

ACE-hæmmer eller angiotensin II-antagonist i kombination med diuretika er initial behandling ved kronisk nyresygdom.
Ved grad 3-hypertension bør ACE-hæmmere samt angiotensin II-antagonister undgås, indtil det er afklaret, om patienten har renovaskulær hypertension. 

 

Kombinationen af ACE-hæmmer og angiotensin II-antagonist bør normalt undgås. Kombinationsbehandling kan overvejes til patienter med resistent hypertension, som ikke kan behandles med diuretika. 

 

Ved stigning i serum-kreatinin > 30 % under behandling med ACE-hæmmer eller angiotensin II-antagonist bør behandlingen afbrydes, mens patienten udredes for sekundær hypertension.
Der er risiko for hyperkaliæmi ved samtidig behandling med aldosteronantagonister. 

Præparatvalg

Både ACE-hæmmere og angiotensin II-antagonister kan anvendes som 1. valgspræparater ved behandling af hypertension. Blandt angiotensin II-hæmmere har candesartanirbesartanlosartan og valsartan generelt tilskud. 

Nedsat lever- og/eller nyrefunktion

Angiotensin II-antagonister er kontraindicerede ved stærkt nedsat leverfunktion. 

Kontraindikationer

Nyrearteriestenose er en relativ kontraindikation. En klinisk mistanke om nyrearteriestenose bør afkræftes før behandling indledes med ACE-hæmmer eller angiotensin II-antagonist. 

Bivirkninger

Ved anvendelse af ACE-hæmmere ses tør, irritativ hoste hos 5-20% af patienterne. Denne bivirkning forsvinder ved seponering. Den bedres ikke ved skift til anden ACE-hæmmer, men der er ikke beskrevet hoste ved anvendelse af angiotensin II-antagonister. 

Graviditet

ACE-hæmmere og angiotensin II-antagonister er kontraindicerede under graviditet bl.a. på grund af risiko for oligohydramnios og føtal og neonatal nyresvigt ved anvendelse i 2. og 3. trimester. Accidental anvendelse i 1. trimester er dog ikke indikation for abort. Se endvidere ACE-hæmmere.
 
 
Gå til toppen af siden...