Biologiske midler mod astma

R03DX

Revideret: 09.02.2017

I løbet af de sidste år er det blevet tiltagende klart, at den kliniske betegnelse astma dækker over flere sygdomstilstande, som til trods for lignende kliniske præsentation, er karakteriseret ved forskellige typer inflammation i luftvejene. Man skelner i dag blandt andet mellem eosinofil astma, neutrofil astma og astma hvor luftvejsinflammation ikke er fremtrædende (pauciinflammatorisk astma)

Ved allergisk astma spiller immunglobulin E (IgE) en vigtig rolle for sygdomsforløbet. Ved at binde sig til IgE-receptorer på mastceller, eosinofile granulocytter, macrophager og dendritiske celler i lungen kan IgE starte en inflammatorisk kaskade, hvor der frigøres en række pro-inflammatoriske mediatorer og cytokiner. Omalizumab er et monoklonalt IgG-antistof fremstillet ved rekombinant DNA-teknik, som bindes specifikt til humant IgE, hvorved mængden af frit IgE, som kan udløse den allergiske reaktion, reduceres. Klinisk korrelerer IgE-reduktionen til en forbedring af symptomerne og reduktion i antallet af astmaeksacerbationer. 

Såkaldt svær refraktær eosinofil astma er en type astma, hvor man selv under behandling med høje doser inhalationssteroid ser eosinofil luftvejsinflammation og høje eosinofiltal i perifert blod (> 300 celler/mikroliter). Klinisk har disse patienter betydende luftvejssymptomer, nedsat lungefunktion og hyppige eksacerbationer. Patienter med svær refraktær eosinofil astma skønnes at udgøre omkring halvdelen af patienter med svær astma (trin 5), som ses hos ca. 5-10% af alle patienter med astma. Mepolizumab og Reslizumab er rekombinante humaniserede monoklonale antistoffer rettet mod humant interleukin-5 (IL-5), som er det cytokin, der har størst betydning for produktion, modning, aktivering og overlevelse af eosinofilocytter. Aktiviteten af IL-5 hæmmes af disse medikamenter, hvorved produktionen og overlevelsen af de eosinofile celler nedsættes. Studier af patienter med refraktær eosinofil astma viser først og fremmest betydende reduktion af astmaeksacerbationer (typisk en reduktion på ca. 50%) og giver mulighed for at reducere dosis af orale kortikosteroider, som disse patienter ofte må behandles med for at undgå eksacerbationer (2851, 2852, 2951, 2952)

Anvendelsesområder

Både Omalizumab, Mepolizumab og Reslizumab anvendes som supplerende behandling af svær vedvarende astma. Bør kun anvendes til patienter hvor inhalationsbehandling med højdosis kortikosteroid og langtidvirkende inhaleret β2-agonist ikke har medført tilfredsstillende astmakontrol (specialistbehandling). Den vanlige inhalationsbehandling bør fortsætte, mens reduktion af eventuel oral kortikosteroidbehandling må afhænge af den kliniske effekt. 

  

Omalizumab anvendes til patienter over 6 år med allergi over for et helårligt allergen, overbevisende IgE-medieret astma (dvs. allergi over for et eller flere helårsalleregener) og hyppige daglige symptomer eller natlige opvågninger samt dokumenterede eksacerbationer. For voksne og unge over 12 år gælder desuden, at patienten skal have nedsat lungefunktion (FEV1 < 80% af forventet værdi). 

Mepolizumab og Reslizumab anvendes til patienter over 18 år, som til trods for højdosisinhalationssteroid, har persisterende eosinofili i blod eller sputum og har hyppige og svære astmaeksacerbationer. 

Præparater

Indholdsstof Navn og firma Dispform og styrke Pakning Pris DDD
Reslizumab Cinqaero
TEVA
konc. til infusionsvæske, opl.  10 mg/ml 2,5 ml   453,84
Reslizumab Cinqaero
TEVA
konc. til infusionsvæske, opl.  10 mg/ml 10 ml   423,40
Mepolizumab Nucala®
GSK Pharma
pulver til injektionsvæske, opl.  100 mg 1 stk.   431,37
Omalizumab Xolair®
Novartis
injektionsvæske, opl.  75 mg 1 sprøjte   423,15
Omalizumab Xolair®
Novartis
injektionsvæske, opl.  150 mg 1 sprøjte   351,44

Referencer

2197. McKeage K. Omalizumab: a review of its use in patients with severe persistent allergic asthma. Drugs. 2013; 73:1197-212, http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/23812924 (Lokaliseret 26. maj 2016)
 
2751. Humbert M, Busse W, Hanania NA et al. Omalizumab in asthma: an update on recent developments. J Allergy Clin Immunol Pract. 2014; 2(5):525-36, http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/25213045 (Lokaliseret 26. maj 2016)
 
2850. Moore WC, Meyers DA, Wenzel SE et al. Identification of asthma phenotypes using cluster analysis in The Severe Asthma Research Program. Am J Respir Crit Care Med. 2010; 181:315-23, http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/19892860 (Lokaliseret 26. maj 2016)
 
2851. Pavord ID, Korn S, Howarth P et al. Mepolizumab for severe eosinophilic asthma (DREAM): a multicentre, double-blind, placebo-controlled trial. Lancet. 2012; 380:651-9, http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/22901886 (Lokaliseret 26. maj 2016)
 
2852. Bel EH, Wenzel SE, Thompson PJ et al. Oral glucocorticoid-sparing effect of mepolizumab in eosinophilic asthma. N Eng J Med. 2014; 371:1189-97, http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/25199060 (Lokaliseret 26. maj 2016)
 
2951. Castro M, Zangrilli J, Wechsler ME. Corrections. Reslizumab for inadequatelly controlled asthma with elevated blood eosinophil counts: results from two multicentre, parallel, double-blind, randomized, placebo-controlled, phase 3 trials. Lancet Respir Med. 2015; 3, https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/25890659 (Lokaliseret 15. juni 2017)
 
2952. Maselli DJ, Velez MI, Rogers L. Reslizumab in the management of poorly controlled asthma: the data so far. J Asthma Allergy. 2016; 9:155-62, https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/27621657 (Lokaliseret 8. december 2016)
 
 
 
Gå til toppen af siden...