ACE-hæmmere (hjerteinsufficiens)

C09AA

Revideret: 27.02.2017

Angiotensin Converting Enzyme (ACE)-hæmmere inhiberer omdannelsen af angiotensin I til angiotensin II. Samtidig hæmmes nedbrydningen af bradykinin. Resultatet er bl.a. en balanceret vasodilatation med effekter på såvel den arterielle som den venøse karseng. 

Anvendelsesområder

ACE-hæmmere er førstevalg ved behandling af patienter med hjerteinsufficiens og nedsat systolisk funktion af venstre ventrikel. Anvendes desuden til behandling af hypertension og forebyggelse af nyresygdom hos patienter med diabetes og mikroalbuminuri.
I forbindelse med patientinformationen kan det være rimeligt at pointere, at mens den symptomatiske effekt af ACE-hæmmerne er beskeden, er effekten på overlevelse og sygdomsprogression hos patienter med hjerteinsufficiens overbevisende dokumenteret i klinisk kontrollerede undersøgelser. 

Behandlingsvejledning

Behandlingen indledes med lille dosis, som typisk optitreres ved fordobling af dosis med 1-2 ugers intervaller, indtil den rekommanderede måldosis er nået. Kreatinin og kalium måles før behandlingsstart, efter 1 og 4 uger og derefter efter behov. Der er tale om en klasse-effekt, hvilket betyder, at alle ACE-hæmmere kan anvendes på denne indikation. 

Præparatvalg

Alle ACE-hæmmere kan anvendes. Prisen er afgørende for valg af præparat.

Forsigtighedsregler

Forsigtighed tilrådes hos patienter med hypotension og patienter med kendt nyreinsufficiens. Ved S-kreatinin > 200 mmol/l kræves særlig tæt kontrol. En mindre stigning i S-kreatinin er forventelig, men stiger denne > 20% af udgangsværdien, må dosis reduceres. Anden behandling, der kan påvirke nyrefunktionen, som fx diuretikabehandling, dosisreduceres eller seponeres. En generende tør hoste ses hos 10-15%, og hos disse patienter kan man med fordel skifte til en angiotensin II-receptorblokker i stedet. 

Interaktioner

Der er særlig risiko for forstyrrelse i elektrolytbalance og nyrefunktion, hvis behandlingen kombineres med en aldosteronantagonist eller store doser diuretika.
Se endvidere ACE-hæmmere

 
 
Gå til toppen af siden...