Calciumantagonister mod uterine kontraktioner

C08

Revideret: 08.03.2017
Calciumantagonister nedsætter spontane uterine kontraktioner og undertrykker prostaglandin- og oxytocininducerede kontraktioner in vitro og in vivo. Hovedvirkningen er afslapning af glat muskulatur i kar, uterus, blære og tarm. Virkningen er reversibel, og der er ingen tilvænning.

Anvendelsesområder

Andre anvendelsesområder (ikke-registreret indikation): Truende for tidlig fødsel med regelmæssige uterinkontraktioner og samtidig påvirkning af cervix (dilatation og/eller afkortning) før svangerskabsuge 34+0. 

Behandlingsvejledning

Truende for tidlig fødsel (ikke-registreret dosering): 

Tabletter: Nifedipin 10 mg oralt hver 20. minut til effekt op til 4 gange, fulgt af 10-20 mg oralt hver 4. til 8. time. 

Vedligeholdelsesbehandling efter 48 timer: Depottablet 30 mg x 1 eller 10 mg x 3. 

Præparatvalg

Nifedipin er bedst undersøgt til behandling af truende for tidlig fødsel.

Kontraindikationer

Bør ikke anvendes, hvis der kan rejses mistanke om placentaløsning, ved tegn og symptomer på intrauterin infektion, ved samtidig svær præeklampsi eller tegn på føtal kompromittering (svær væksthæmning, påvirkede cirkulatoriske forhold, patologisk CTG der ikke skyldes vestorm).

Bivirkninger

Disse er ret milde. Hyppigt forekommer forbigående flushing og hovedpine, men hypotension, takykardi, dyspnø og brystsmerter er beskrevet. Endvidere svimmelhed, uro, træthed og tremor samt obstipation og diarré. Der ses ofte blodtryksfald på 10-15 mmHg, hvorfor det er vigtigt, at patienten er velhydreret. Der er ikke påvist føtale bivirkninger af nifedipin.

Referencer

2610. Flenady V, Wojcieszek AM, Papatsonis DN et al. Calcium channel blockers for inhibiting preterm labour and birth. Cochrane Database Syst Rev. 2014; (6), http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/24901312 (Lokaliseret 17. maj 2016)
 
2613. Haas DM, Caldwell DM, Kirkpatrick P et al. Tocolytic therapy for preterm delivery: systematic review and network meta-analysis. BMJ. 2012; 345, http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/23048010 (Lokaliseret 7. juni 2016)
 
 
 
Gå til toppen af siden...