Antiinflammatoriske og antireumatiske midler

M01

Revideret: 07.03.2017

Antireumatika kan inddeles i følgende grupper: 

Svage analgetika

Paracetamol har moderat analgetisk virkning og kan gives som fast ordination eller tages efter behov. Paracetamol er førstevalg ved osteoartrose og andre svage smerter. Paracetamol kan kombineres med andre analgetika/antireumatika. Se endvidere Paracetamol

NSAID

Virkningen af NSAID (Non-steroide antiinflammatoriske midler) er symptomatisk og beror først og fremmest på, at de hæmmer cyclooxygenaseenzymer og dermed bl.a. prostaglandinsyntesen. De fleste af stofferne hæmmer både cyclooxygenase 1 og 2 og virker antiinflammatorisk, antipyretisk, analgetisk og trombocytagglutinationshæmmende. Se endvidere NSAID

DMARD

DMARD (Disease-modifying anti-rheumatic drugs) omfatter 

 

De anvendes ved reumatoid artritis og andre inflammatoriske sygdomme. Virkningen indtræder i løbet af 2-4 måneder. Tidlig diagnostik og DMARD-terapi er en af hjørnestenene i behandlingen af artritis. Behandling med DMARD er en specialistopgave. 


Methotrexat er førstevalg ved artritis. Ved utilstrækkelig virkning af monoterapi er der dokumentation for effekt af følgende kombinationer: 

  1. methotrexat + sulfasalazin + hydroxychloroquin
  2. methotrexat + ciclosporin
  3. methotrexat + leflunomid

Ved manglende effekt suppleres med et biologisk præparat. 

 

Kombination 2 og 3 er de foretrukne pga. ciclosporin og leflunomids bivirkningsprofil. Ca. 20% af patienter med reumatoid artritis får behandlingen suppleret med et biologisk præparat. 

Glukokortikoider

De vigtigste indikationer for systemisk anvendelse af glukokortikoider ved inflammatoriske reumatiske sygdomme er akutte inflammatoriske forandringer i interne organsystemer eller udbredt inflammatorisk aktivitet i bevægeapparatet, hvor aktiviteten ikke lader sig kontrollere med andre antireumatika. Effekten er hurtig indsættende og kan være livsreddende. Anvendelsen af systemisk glukokortikoid begrænses af risikoen for alvorlige uønskede virkninger, se Glukokortikoider til systemisk brug (inflammatoriske reumatiske sygdomme).
Injektion af glukokortikoider i led, slimsække og seneskeder har en lokal antiinflammatorisk effekt, se Glukokortikoider til injektion i led og bløddele

Biologiske antireumatika

På basis af bioteknologi og viden om den immuninflammatoriske proces i leddene ved reumatoid artritis er der udviklet lægemidler, der specifikt hæmmer eller blokerer celler eller signalstoffer i den inflammatoriske kaskade. Eksempler herpå er TNF-hæmmere (adalimumab, certolizumab pegol, etanercept, golimumab og infliximab), interleukin-1-receptorantagonisten anakinra, CD20-antistoffet rituximab, co-stimulationshæmmeren abatacept og interleukin-6-receptorantistoffet tocilizumab

IL-12/IL-23-hæmmer (ustekinumab) eller fosfodiesterase-4-hæmmer (apremilast) bruges i behandlingen af psoriasisartritis. 

Fælles for disse er, at de har en relativ hurtigt indsættende og kraftigt antiinflammatorisk effekt. De virker både symptomlindrende og hæmmer udviklingen af irreversible ledskader. 

 

TNF-hæmmere, co-stimulationshæmmere og interleukin-6-hæmmere anses som ligeværdige med hensyn til effekt og bivirkninger. Præparaterne har forskelligheder i administrationshyppighed og form (i.v., s.c). Alle har indikationen svigt af DMARD.  

 

Rituximab har indikation efter svigt af ét biologisk lægemiddel i RA-behandlingen. Stoffet synes endvidere at have effekt ved visse bindevævslidelser. Anakinra anses som mindre potent og skal gives i daglige s.c. injektioner med hyppige bivirkninger på injektionsstedet. 

 

Biologiske antireumatika er generelt meget dyre, men de reumatologiske afdelinger skal følge Behandlingsvejledning fra RADS. Se endvidere Medicinrådet, der fra 1. januar 2017 har overtaget RADS' opgaver. 

 
 
Gå til toppen af siden...