Gonadotropiner og andre ovulationsstimulerende midler

G03G

Revideret: 11.01.2017

Gonadotropinerne er glykoproteinhormoner med stimulerende effekt på gonaderne. Det follikelstimulerende hormon (FSH) og det luteiniserende hormon (LH) produceres i hypofyseforlappen.
Humant choriongonadotropin (hCG) dannes i placenta.
Hypofysens produktion og frigørelse af FSH og LH styres dels fra hypothalamus ved frigørelse af gonadotropin-releasing hormone (GnRH), som føres med blodet gennem hypofysestilken til forlappen, og dels via en feedback-mekanisme fra gonaderne.
Hos kvinden fører FSH-stimulation til follikelmodning, mens ovulation udløses af LH. 

Anvendelsesområder

Gonadotropiner anvendes til ovulationsinduktion hos anovulatoriske kvinder med graviditetsønske , samt til kontrolleret ovariel stimulation som led i kunstig befrugtning .
Anovulation inddeles i type I, II eller III, svarende til hypo-, normo- eller hypergonadotrop anovulation og baseres på måling af gonadotropiner i serum: 

  • Ved den sjældent forekommende hypogonadotrop anovulation (Type I) er udskillelsen af gonadotropinerne (FSH og LH) lav med manglende follikelmodning og ovulation til følge.
  • Ved den almindelige normogonadotrop anovulation (Type II) har langt de fleste patienter Polycystisk ovariesyndrom (PCOS) eller hypothalamisk amenoré.
  • Ved hypergonadotrop anovulation (Type III) findes serumgonadotropiner i postmenopausalt niveau, dvs. stærkt forhøjede. Den primære defekt er her tab af follikler i ovarierne.

 

Ved normal serumprolaktin er behandlingen af anovulation clomifen, FSH, præparater der har både FSH- og LH-aktivitet (menotropin), eller præparater med såvel FSH som LH, se: 

 


Ved hypergonadotrop anovulation findes ingen medicinsk behandling, men ægdonation giver en mulighed for graviditet. 


Hos manden stimulerer FSH overvejende sædproduktionen, mens LH stimulerer det interstitielle væv, specielt Leydig-cellerne, som danner bl.a. testosteron. Gonadotropinerne kan også anvendes til behandling af visse sjældne former for mandlig infertilitet og hypogonadisme.
Behandling af mandlige patienter med gonadotropiner er en specialistopgave. 

Hyperprolaktinæmi 

Forhøjet koncentration af prolaktin i blodet hæmmer den pulsative frigørelse af gonadotropinerne, og patienterne får oligo- eller amenoré. Der behandles primært med en dopaminagonist, se Prolaktinhæmmende midler

Referencer

2763. Weiss NS, Nahuis M, Bayram N et al. Gonadotrophins for ovulation induction in women with polycystic ovarian syndrome. Cochrane Database Syst Rev. 2015; 9;9, http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/26350625 (Lokaliseret 18. maj 2016)
 
2764. Nardo LG, Bosch E, Lambalk CB et al. Controlled ovarian hyperstimulation regimens: a review of the available evidence for clinical practice. Produced on behalf of the BFS Policy and Practice Committee. Hum Fertil (Camb). 2013; 16(3):144-50, http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/23705667 (Lokaliseret 18. maj 2016)
 
 
 
Gå til toppen af siden...