OBS-meddelelse vedr. Xarelto® startpakke

Publiceret: 12.11.2018

 

Der er risiko for doseringsfejl ved ordination med Xarelto® (Rivaroxaban) Startpakke. Startpakken indeholder tabletter med to forskellige styrker, og det kan skabe problemer i medicinhåndteringsmoduler i it-systemer. 

 

Til lægen 

Læger opfordres derfor til at have skærpet opmærksomhed ved ordination af Xarelto® Startpakke. Husk: 

  • Vær særlig opmærksom på dosering, når du ordinerer Xarelto® Startpakke.
  • Sørg for at patienten forstår, hvordan tabletterne skal tages, og at der er ændring af doseringen hen over perioden.

 

Styrelsen for Patientsikkerhed skriver: 


"Det blodfortyndende lægemiddel Xarelto® kom på markedet som en startpakke i august 2018. Xarelto® Startpakke er beregnet til behandling af dyb venetrombose (DVT) og lungeemboli samt forebyggelse af recidiverende DVT og lungeemboli. Startpakken indeholder henholdsvis 42 stk. á 15 mg tabletter og 7 stk. á 20 mg tabletter. Den anbefalede dosering er: initialt 15 mg 2 gange daglig i tre uger, derefter 20 mg 1 gang daglig. Den efterfølgende behandling vil afhænge af den enkelte patient." 

 

Afklaring af fejldosering i gang...
Det Fælles Medicinkort (FMK), MedCom, Lægemiddelstyrelsen og Styrelsen for Patientsikkerhed samarbejder med risikomanagerne i landets regioner og producenten af Xarelto®, Bayer, om at afklare, hvordan fejldoseringen opstår, med henblik på at løse problemet. 


Se nyheden på Styrelsen for Patientsikkerheds hjemmeside